Intet skoleår uden anderledes uger!
En af de ting som gør skoleåret på slottet til noget helt særligt er at vi nogle gange river skemaet i stykker, smider det i skraldespanden og finder på noget HELT andet!
”At få lov til at sætte vores helt eget præg på indhold og udførelse er mega fedt” – Det er et statement vi ofte hører når vores elever bliver bedt om at beskrive nogle af emneugerne.
Fordyb dig i netop det du elsker!
En fast tradition på Scienceefterskolen Nordborg Slot er vores Innovationsuge (og vi er da også en efterskole med innovation i fokus). Her får du mulighed for at fordybe dig i netop det som betyder noget for dig og det mest fantastiske er at vi stadig kan blive imponerede over din og dine efterskolekammeraters innovation, engagement og opfindsomhed når det kommer til at løse verdens store og små udfordringer.
Fremtiden er i den grad lys når man ser hvilke forslag til fællesskab, bæredygtighed eller andre af FN’s verdensmål eleverne forsøger at løse gennem deres ideer.
Flere af vores elevers projekter og ideer er blevet hædret med flotte placeringer til nogle af landets entreprenør- og naturvidenskabskonkurrencer. Der er altid fedt at se hvad eleverne finder på, men bestemt også hvor langt de kan drive deres værk!
Lær demokratiets spilleregler!
I vores medborgerskabsuge får du lov til at prøve kræfter med demokratiets ypperste højdepunkt, nemlig et folketingsvalg. At gå til stemmeurnerne er ikke noget du har prøvet før, men vi giver dig et indblik i demokrati og hvorfor det er vigtigt at stemme.
Medborgerskabsugen er et rollespil hvor du og de andre elever vælger jer ind på forskellige roller. Det kan være en spidskandidat, som står i frontlinjen når der er paneldebat, det kan være en spindoktor, som sørger for at forberede deres kandidat på alle tænkelige spørgsmål eller det kan være en journalist som graver efter netop det eller de spørgsmål, politikeren ikke kan svare på!