Gå til hovedindhold

3 rejser

OPLEV VERDEN MED OS

På vores efterskole i Sønderjylland bliver fællesskab og oplevelser uden for klasselokalet vægtet højt. Derfor tilbyder vi flere rejser i løbet af skoleåret, hvor du får mulighed for at opleve verden sammen med dine kammerater.

Introturen – årets første rejse

Nye venskaber

Når skoleåret starter tager klassevis på en tur i lokalområdet. Turen er den perfekte start på året, hvor klassen lærer hinanden og deres lærere at kende gennem sjove aktiviteter og hyggeligt samvær.

Oplevelser med klassen

I rejser med jeres klasse hvor I får tid til at lære hinanden bedre at kende. Rejsen giver energi til fællesskabet og styrker relationerne til dine nye efterskolekammerater.

En start på noget større

Introturen er en vigtig del af efterskolelivet. Her lærer du dine nye kammerater at kende på en uformel måde, mens vi er aktive sammen og deler oplevelser uden for skolen. Når vi kommer hjem til Slottet, har vi allerede et fællesskab at bygge videre på – og det gør hverdagen på efterskolen både lettere og sjovere.

Tid til sammenhold og bevægelse

Vi bor i hytter i syd og sønderjylland – midt i naturen. Dagen er fyldt med aktivitet, grin og hygge, mens aftenerne giver plads til ro, samvær og nye venskaber.

Pister eller partikler? – Vælg mellem skitur eller CERN

Skituren

Sne sjov og samvær

En af årets store højdepunkter er vores fælles rejse til Sverige, hvor hele skolen tager på skitur til Idre Fjäll. Efter nytår pakker vi busserne, siger farvel til Sønderjylland for en stund og kører natten igennem mod nord. Når vi står ud af bussen, venter os et af Sveriges mest stemningsfulde skiområder – klar til sjove oplevelser, frisk luft og masser af samvær.

En tur for alle niveauer

Uanset om du er nybegynder eller erfaren skiløber, er der plads til dig på turen. Idre Fjäll byder på alt fra brede, grønne til udfordrende sorte pister. Området er kendt for at være et fantastisk sted at lære at stå på ski, så alle får mulighed for at udvikle sig og samtidigt have det sjovt. Fordi bjerget har pister i alle fire verdenshjørner, kan vi altid finde gode forhold – uanset om sneen daler tungt, eller solen står højt på himlen.

Samvær i hytterne

Vi bor i moderne, rummelige hytter, hvor eleverne selv står for indkøb, madlavning og budget. Det giver masser af ansvar, men endnu mere fællesskab og hygge. Når dagens skiløb er ovre, er der altid liv i hytterne med madlavning, grin og hyggelige aftener med efterskolekammeraterne.

En rejse du aldrig glemmer

Skituren til Sverige er ikke bare en tur på ski – det er en oplevelse, hvor du får styrket fællesskabet, prøvet grænser af og skabt minder for livet. Det er en tradition, vi hvert år glæder os til – og som eleverne taler om længe efter, de er kommet hjem igen.

CERN

Vidunderlige Genève

Vores “base” bliver Genève hvorfra vi besøger det omkringliggende landskab, men selvfølgelig bruger vi også tid i selve byen. Ud over byens varemærke, jet d’eau, kommer vi også til at opleve byens sprudlende internationale miljø. Byen bærer især præg af at have FN’s hovedkvarter liggende. 

Naturen når nye højder

Ved at bo i Genève giver det “let” adgang til landskab vi ikke helt er vandt til at se her i Danmark. Blot 40 min væk ligger les gorges du pont du diable, som er en naturpark med gange under Jorden og gangstier på klippesider. En enestående naturoplevelse. I byen Chamonix tager vi kabelbanen op til Aguille du midi og nyder udsigten i 3.842 meters højde.

Accelerating Science

I udkanten af Genève i byen Meyrin ligger CERN, der bl.a. huser verdens største partikelaccelerator. Selv om vi besøger et 3.842 meter højt bjerg, er højdepunktet på rejsen alligevel at besøge CERN og se hvordan partikelfysik af øverste hylde ser ud. Hvis vi er heldige at besøge CERN under en shutdown, kan vi komme under jorden og se eksperimenterne.

Kontakter der inspirerer

En del af besøget på CERN er at besøge nogle af de mange danskere, som hver dag går på arbejde på CERN. Det er altid spændende at møde studerende, fysikere, ingeniører, brandfolk, elektrikere osv. og høre om deres hverdag på CERN og ikke desto mindst, hvordan de endte netop der. Hvem ved – en dag kan det være en tidligere elev, som tager imod os når vi besøger CERN.

KIG FORBI I VIRKELIGHEDEN

KOM PÅ BESØG

Ja, det er jo lidt federe i virkeligheden. Så derfor vil vi hellere invitere dig til at kigge forbi. Vi er klar med en rundvisning og du kan få en snak med både lærere og elever.